Efter 2½ måned nærmest uden en fridag fik jeg pludselig muligheden for at komme på tur i går.
En lokal veninde havde snakket om at de skulle nordpå sidst i juli og der har jeg hele to haveveninder, så jeg fik lov at køre med. Jeg blev afleveret sidst på formiddagen hos min veninde Lene som har bloggen Bedstemors have.
Vi startede med en runde i Lenes have og jeg glemmer næsten altid at tage billeder men lidt har jeg da fået taget. Her en Gyldenris som var helt levende af insekter.
Lens Skæbnetræ er lige ved at springe ud og det bliver et imponerende syn.
Lodden Hortensia eller hvad den nu hedder er så fin i øjeblikket
En imponerende Palmelilje...de gider bare ikke bo her hos mig.
Vi nåede kun halvdelen af Lenes have før der var frokost og efter frokost havde vi bestemt os til at køre en tur.
Vi startede hos Staudemarken og her glemte jeg næsten at tage billeder
Her en flot Tidsel i en af udstillingsbedene.
Alle salgsplanterne skulle jo lige tjekkes og det tager tid selv om jeg syntes vi skyndte os.
Vi fandt et spændende hjørne hvor der var plantet en masse Virginsk Ærenpris i mange forskellige farver ud. Den her fik vi en lille frøplante af så det bliver spændende hvordan de kommer til at se ud.
Vi fortsatte til Henriettes havedesign og planteskole.
Her et kig inde i en af drivhusene.
Her var salgsplanterne delt op i farver.
Store flotte planter
Ved gavlen en udstilling af røde blomster.
Jeg synes min egen Sølvlys er høj men den er en ren killing i forhold til den her som vi fandt i Henriettes have.
Efter det kørte vi forbi hos min anden veninde Sonja. Hun kiggede godt nok en ekstra gang da jeg pludselig stod udenfor døren for hun vidste ikke at jeg/vi kom. Her glemte jeg helt at tage billeder men hun har en stor samling af skønne Dagliljer.
På vej tilbage til Lene tog vi en lille omvej. Her er vi på vej ned gennem Fosdalen.
Skønt landskab der er der oppe.
Vi skulle lige ned og vende havet som de lokale der oppe siger når man bare lige kører ned så man kan se ud over havet og så kører igen.
Tiden var ved at løbe fra os for vi skulle lige nå lidt aftensmad inden jeg blev hentet igen.
En hel fantastisk dag som gik alt for hurtig.
Tusind tak til min veninde Lisbeth og hendes mand Otto som tog mig med nordpå.
Tak til Lene for dejlig mad, hyggeligt selskab og en fantastisk køretur.
Tak til min veninde Sonja for en meget hurtig tur rundt i haven.