Meningen var faktisk at gå en lang tur med Samson i det dejlige solskinsvejr, men fandt ud af at hundesnoren er i bilen, som så ikke er hjemme. Det blev så bare til en tur rundt om vores trekantede grund.
Her står jeg nede i den spids som min far kaldte Østermarken og kigger ned over mark og eng. Bording å er ca. 500 meter væk.Drejer jeg mig lidt mod højre ser vi grusvejen ned til naboen i nr. 2. De samme naboer som boede her da jeg var barn.
Her har jeg så drejet mig yderligere til højre og er på vej op mod næste spids. Skoven til venstre hedder Mindelunden og hører til kirken. Slet ikke så tosset med en lille skov som nabo.
Her er jeg så nået op til næste spids og står og kigger op over kirkegården.
Drejer jeg bare en anelse til højre er der to gamle æbletræer som stod her da jeg flyttede her til med mine forældre i 1964.
For at få et ordentligt billede af vores nærmeste nabo, Bording Kirke må jeg lige op på den anden side af æbletræerne.
Her et kig ned af Præstegårdsvej med vores hus til højre og et læbælte på den anden side af vejen.
Her er jeg så gået ned af vejen, forbi huset og står på den 3. spids af vores trekantede grund, og kigger længere ned af Præstegårdsvej.
Drejer jeg igen lidt til højre har vi igen kigget ned over mark og eng og en stor svinegård på den anden side af åen.