onsdag den 15. april 2015

Lidt indendørs planter

Jeg glemte alt om at få taget billeder udendørs, men så måtte jeg jo gå en runde og se hvad der er i blomst i havestuen og drivhuset.
 

Gardenia købt som en lille bitte plante. Nu er den næsten en meter høj og lige så bred og blomstrer på livet løs i havestuen...duften er fantastisk.
 
Min mors Clivia ... ja nu har det så snart været min i 10 år.
 
Streptocarpus frøplante. Den var meget lysere da den lige var sprunget ud.
 
Buelilje blomstrer i drivhuset.
 
For et par dage siden var der en blomst i Apostelliljen i havestuen.
 
 
 


mandag den 13. april 2015

Fitnesscenter næh tak.

De sidste to dage har jeg været i gang med at fylde sand i bedene i børnehaven og få sorteret i alt det der stod der ovre. De to første bede er klar og der er fyldt sand i nummer 3, så jeg føler ingen behov for at gå i fitnesscenter. Det er sørme god motion og jeg bliver noget så hundesulten og har bestemt ingen problemer med at sove.
 
Det har været noget af en blæsende omgang, så ind imellem smuttede jeg i drivhuset for at vande lidt og se hvordan det går med mine staudefrø. De spirer på livet løs og pludselig skal de prikles og så skal der gerne være et bed klar til at stille dem i.
 

En is-pause blev der også tid til mens jeg sad og studerede et par bier som havde noget så travlt med at smutte rundt i Nektarinens fine lyserøde blomster. Jeg fik nu aldrig ram på dem med kameraet men jeg slipper da for selv at lege bi med en lille pensel.
 
 
 

søndag den 12. april 2015

En ledetråd

Ja hvis ikke det var fordi min adresse står i overskriften kunne vi da lige lave en lille konkurrence.
Gæt en kirke, find et lille hvidt hus med en Stjernemagnolie foran, så har du fundet Blomstertøsens have. Det var nu først da jeg kom ind og så billedet at jeg opdagede kirken i baggrunden.
 
Stjernemagnolien foran havestuen er vist en af de sidste planter min mor har plantet inden hun blev syg og ikke selv kunne passe haven, så den har en særlig betydning.
 
 




 
God søndag til alle med en stribe Primula.
 
 
 

fredag den 10. april 2015

Tyvstart på sæsonen

 
Flere har spurgt efter om jeg har flere Påskeklokker til salg, så nu tyvstarter jeg lidt på sæsonen og holder åben i den kommende weekend 11. og 12 april kl. 10 - 15
 
Entre 25 kr. Sæsonkort 60 kr.
 

Nu begynder det så småt at ligne noget.
Lige nu er der ca. 140 forskellige som i kan se på listen
Planter til salg. Langt de fleste koster 30 kr. pr. stk.
 



Kobjælderne som blev pottet for et stykke tid siden og sat i drivhuset er så småt ved at blomstre.
25 - 50 kr. pr. styk
 

Af de dobbelte Påskeklokker er der kun røde tilbage
Pris fra 50 kr. pr. styk.
 


Af de enkelte er der stadig lidt forskellige farver
Pris fra 30. kr. pr. styk.

 
 
 
 
 


onsdag den 8. april 2015

Lungeurt

Lungeurt er en dejlig tidlig forårsstaude som nærmest kan gro overalt selv om den egentlig er en skyggeplante og rigtig god i skovbund. Jeg har en del forskellige men vist kun to navnesorter.
De sår sig moderat og dukker op hist og her med deres dejlige plettede blade som for det meste er vintergrønne. En staude som jeg ikke vil undvære i haven selv om den vist ikke er særlig populær.
 










Skal jeg endelig sige noget negativ om Lungeurt skulle det da være at den er svær at få ordentlige billeder af, men nu fik i alligevel nogle stykker.