onsdag den 10. juni 2015

Et barn

Ja bare rolig. Godt nok er vi hurtige her i huset men børn er vi vist blevet for gamle til :o)))
 
Det er den her der er barnet.
En frøplante af de Azalea der stod her da vi overtog stedet.
Da jeg opdagede den for flere år siden fik den bare lov at stå og nu blomstrer den for første gang.
 


Det er de 3 her + en helt gul (som er afblomstret) der er forældrene.
 
 

søndag den 7. juni 2015

VORES BRYLLUP

Jeg var godt klar over at det ville blive en udfordring at få gemalen hjem fra sygehuset, men hvilken udfordring jeg fik var jeg ikke klar over. Ingen kan i dag se det men her med de gamle Rododendron som baggrund blev vi i går gift. Så min udfordring blev arranger et bryllup på en uge.
Niels var kun lige kommet hjem fra sygehuset sidste lørdag før han spurgte om ikke vi skulle se at blive gift. Det spørgsmål har jeg jo ventet på i hvert fald de sidste 25 år, så selvfølgelig ...sagde jeg ja. Samtidig luftede han lidt tanken om at hans lillebror kunne klare det formelle. Han er byrådspolitikker i Struer kommune og allerede søndag ringede jeg for at høre om det var noget han ville blandes ind i. Han mente godt at han kunne få en dispensation til at foretage en vielse, så allerede onsdag og torsdag blev der ordnet papirer. Torsdag kl. 15 var papirerne klar og så havde jeg to døgn til at få gjort det lidt festligt. Lørdag skulle vi alle samles til en familie fødselsdag i Karup, som vi jo havde sagt nej tak til. Jeg fik ringet til de forskellige og sagt at når de nu var i nærheden ville vi gerne at de før de kørte til Karup kiggede forbi til en kop kaffe her kl. 16. Vi var med os selv samlet 15 mennesker og så blev vi viet her hjemme i haven. Et bryllup lige som jeg altid har ønsket mig det...højtidlig og helt nede på jorden på samme tid.
Billeder af os og gæsterne får i ikke, men nu fik i da historien om VORES BRYLLUP.


 

tirsdag den 2. juni 2015

Rødt bunddække

 
Selv om jeg spæner rundt og leger sygeplejerske og opvarter for gemalen skal i da ikke snydes for lidt friske billeder fra haven.
 

I går var jeg lige på en hurtig runde sammen med en havebekendt som kiggede forbi.
Her under en af de store Rododendron var der så pludselig kommet et nyt bunddække og det så faktisk ret godt ud.
 

Et par træpæoner var sprunget ud.
Den lyserøde står ud mod vejen ved vestgavlen, hvor vi aldrig selv kommer, så der kom en med ind i en skål på sofabordet.
 

Et par iris som var sprunget ud.
Den ene lidt hærget af regnen.
 

I salgsafdelingen var denne skønne Akeleje kommet i blomst.
Kan ikke lige huske navnet men spørg, hvis i er interesseret i at vide hvad den hedder, så skal jeg nok lige kigge efter..
 
Ha' en god dag.
 
 
 


lørdag den 30. maj 2015

Mellem bygerne

Det er godt nok lidt af en udfordring at få taget lidt brugbare billeder for tiden,
men i går fik jeg da taget lidt mellem bygerne.
De kommer her helt uden kommentarer.
 






 







 
Grunden til mit hastværk er den at gemalen måske kommer hjem i dag.
Der er lavet en plan for hvordan der kan flyttes lidt rundt i stuen, så hans seng kan komme ned, men jeg tør først sætte det hele i gang i det øjeblik jeg har en sygeplejerske i røret som siger at lægen har sagt ja til at han må komme hjem. Så går mig og naboen i gang med at lege flyttemænd. så vil i ikke nok krydse fingre for at han bliver udskrevet i dag.
 
God weekend.
 


torsdag den 28. maj 2015

En tur ned på engen

Dette indlæg handler slet ikke om min have men et skønt stykke eng ikke så langt her fra

I flere år var det 'vores eng'

Her gik vores æsler og hyggede sig en del af sommeren.

Om morgenen kørte gemalen et smut forbi for at se om alt var ok. Da løftede de bare hovederne og kiggede op på bilen men om aftenen når vi var der nede kom de stormende for så vidste de godt at de fik et par kiks.
 

Det var dem her Gøgeurtene jeg skulle ned og kigge efter og der er da heldigvis en del endnu.
 
Da æslerne gik der nede var der to store vilde Engblommer tilbage.
Det her er vist hvad der er tilbage og om et år eller to er den nok væk for stykket bliver ikke afgræsset mere. Da vi kom her til i 1964 var den eng og stykket ved siden af gul af Engblommer og folk kom cyklende fra Bording for at plukke store buketter.
 
Den tid er forbi og der er vist ikke mange der kommer for at plukke tidsler.
Alligevel er det stadig en af mine yndlingssteder i naturen her omkring.