fredag den 7. september 2018

Jeg graver og planter...vejrguderne vander.

De sidste dage har jeg knoklet for at få flyttet rundt på så meget som muligt inden der kom regn.
Regnen var bestemt også tiltrængt for hold op hvor var det da tørt mange steder.
 
Et af de første steder jeg begyndte at grave var ved enden af grisedrivhuset, hvor der er lavet et nyt lille bed. Der er en helt bestemt plante som er skyld i at der skal være et bed netop der, men det må i se senere for den er lige ved at blomstre hvor den står og bliver først flyttet til foråret.
 
Et andet sted hvor jeg har været i gang er nede under det største træ i haven... en kæmpe Ahorn.
Her er de største Bregner, lidt Hosta og så stod der et par store græsser (Skovfrytle) som er blevet fjernet. De var ved helt at kvæle mine brogede Storkonval, som ellers lyser så godt op der nede.
Et par Bregner er flyttet til et nyt Bregnebed men det har jeg ikke fået taget billede af endnu.
 
Rudbeckia triloba 'Prarie Glow' er her hos mig lidt en kortlivet staude.
Nogen gange overlever den vinteren andre gange er den bare væk.
Jeg havde nogen frøplanter stående i børnehaven og med forårets hårde barfrost havde jeg regnet med de var døde, men det var de ikke. En enkelt blev plantet ud, men resten står der endnu i alt for små potter.
 
 
Da de begyndte at blomstre blev to af dem helt gule og de er så blevet plantet ud.

Håber de får fat og at de med lidt dækning kan komme gennem vinteren.
Jeg er jo i modsætning til mange andre vild med gule blomster.
 
Den hvide Frøstjerne er kun halv så høj som den plejer at være

men nu blomstrer den da.
 
For et par år siden købte jeg frø af en hvid Springbalsamin.
De blev så aldrig hvide men lysegule med det fineste mønster inden i.
Hvis nogen har hvide eller lyserøde, vil jeg meget gerne bytte frø.
 
Det kan godt være at vejrguderne er i gang (37mm indtil nu) men rengøringsguden får ikke rgtig noget lavet, så jeg må nok hellere selv igang igen ;o))
Vanding af alt det jeg har fået flyttet rundt på kan jeg vist godt springe over i dag.
 
God weekend her fra det midtjyske.