fredag den 25. november 2016

Påsken varer lige til jul

Intet har jo været som det plejer her i huset i år, men nu må jeg da vist se at få påskepynten ryddet væk. Jeg har jo nærmest kun været inde for at spise og sove, så her hænger stadig påskekranse og der står da vist også en skål med æg.

Frostvejret i går morges fristede ikke så meget til at komme ud så det blev i første omgang til at jeg fik pyntet lidt her på min mormors gamle symaskine. Koglehjertet jeg viste sidst er jeg selv helt vild med, så den skulle op og hænge et sted.
 
Så var det jo oplagt at fortsætte med noget med kogler, så det blev et par gamle henkogningsglas med lidt kogler i og så nogle andre glas oven i med lys. Grenene er fra min Stjernemagnolie som alligevel skal beskæres...jeg er ret vild med de store grå knopper.

En lille skål med et par Hyacinter og igen med lidt kogler rundt om og så med en lyskæde rundt mellem det hele og så var der blevet bare lidt julet.
 

Og nej det var ikke bare pjat det med påsken for sådan så der ud før jeg gik i gang.
Ja der er virkelig ikke gjort noget indendørs i meget lang tid.
 
Senere på dagen da jeg kom ud blev jeg jo næsten i forårshumør da jeg fik øje på den her lille bitte nye blomst i den hvide Lærkespore. Jeg kunne næsten høre den tænke...fri mig fra frost og vintervejr, jeg er slet ikke færdig med at blomstre for i år.
 


onsdag den 23. november 2016

En anderledes adventskrans

I går da jeg havde fået lavet et par nye hjerter til boden kom jeg til at lege lidt med de der tørrede Acerblade som jeg før har vist.
 
Det kom der en noget anderledes adventskrans ud af.

Det her blev så det eneste nogenlunde billede af det færdige resultat.
Jeg skal have fundet nogle grene som kan stå i gemalens krystalvase som i kan se i baggrunden.
Det farvede glas i vasen har nemlig samme farve som kransen så derfor kom den til at stå der.
Nu må vi se om jeg gider se på den helt til jul for særlig julet er den ikke. Nogen vil jo nok synes at det bare er noget gammelt vissent ragelse der er limet på en krans.
 
Her kan i se begyndelsen på kransen og det var jo meningen jeg ville lave en billedserie efterhånden som jeg kom frem, men det glemte jeg jo alt om.
 

Her har jeg prøvet at dækket et af hjerterne til boden med de samme tørrede Acerblade.

Sådan kom den til at se ud da den var færdig. Siden jeg kom i tanke om den model har jeg næsten kun solgt hjerter. Der skal en del kogler til at lave kanten rundt om men jeg synes det er så fint og Bamse er helt med på at gå på tur og finde kogler. Den anden dag gik vi langs en række graner for at se om der var blæst nogen kogler ned. Det er et godt stykke fra vejen så Bamse fik lov at løbe lidt uden snor. Pludselig kom han med en gammel plasticpose og var noget så stolt...se mor nu kan vi have mange flere kogler med hjem. Jo jo han er en rigtig god hjælper.

Her et sjældent øjeblik hvor der er ro på dem alle sammen.
Jeg måtte så tage den anden sofa, hvis jeg ville hvile mig.

Desværre blev billedet lidt uskarpt men der var altså to blomster i min mors gamle opstammede Hawaiblomst, så det måtte jeg lige have et billede af.
 
Jeg håber på lidt tid til at komme i haven og få ryddet lidt op i dag. Sandt at sige er det ikke helt så sjovt at binde kranse som det har været. I weekenden rundede jeg de 100 solgte kranse så der er blevet lavet nogle stykker og der er en måned til jul endnu. Jeg tror det bliver begrænset hvor meget jeg gider at jule for mig selv i år.


torsdag den 17. november 2016

Et let hjerte

Mange spørger om jeg selv laver alle mine halmkranse og underlag og ja det gør jeg.
Jeg vil prøve at vise hvordan jeg laver et halmhjerte, hvor formen virkelig er skarpt markeret og som kan laves af de fleste.
 
Jeg starter med at lave en pølse af halm og binder vindseltråd om den.

Så former jeg en lille rund kugle af halm som jeg trykker lidt flad.

Vipper de to ender af halmpølsen rundt om og binder så kuglen nu er blevet det midterste af et halv hjerte.

Laver en mere tilsvarende og nu begynder det jo at ligne et hjerte.

De to halvdele bindes sammen og for at holde dem sammen for oven klipper jeg et lille stykke hegnstråd eller en pind og stikker ind i hver halvdel og trykker dem sammen...en klat lim fra limpistolen kan også bruges.

Så er det bare at klippe det halm af som stritter ud  og vupti har man et halmhjerte klar til at blive pyntet. De kan laves små eller store som man har lyst og vil man have et skævt hjerte tvinger man bare spidsen til den ene side.
 
Den på det første billede lavede jeg til mig selv en dag jeg havde god tid.
Den skal nok pyntes med lidt grønt og bling bling til jul men indtil videre hænger den bare ude i min gang. De fleste bliver jo pyntet med forskelligt grønt og lidt kogler og havner i boden.




 
Tiden flyver af sted men endelig fik jeg da tid til at lave et indlæg. Håber i bærer over med mig for jeg får heller ikke smidt ret mange kommentarer rundt omkring i øjeblikket.
 
 
 



onsdag den 9. november 2016

Mor...hvad er nu det.

Så fik vi også vinterens første sne og Bamse kunne ikke helt forstå hvad det var for noget underligt noget. Tidligt i morges kunne han meget hurtig blive færdig med at tisse og komme op i mors seng igen. Da det blev lyst måtte vi jo ud og se lidt nærmere på det og så var det nu meget sjovt at hoppe rundt i.

I sådan et læbælte er der mange gode dufte og solsorte man kan prøve på at fange.
 




Da vi kom hjem fangede jeg nogle få snebilleder inden det blæste af eller smeltede og nu er det da heller ikke nær så fint som det var i morges.

For at blive i det hvide får i da lige et billede af min Amazon Lilje som står og blomstrer i havestuen.
 
God dag til jer alle..med eller uden sne.
 
 



 

tirsdag den 1. november 2016

1. november i haven

Det bliver spændende at se hvad november har at byde på rent vejrmæssigt.
Den startede da flot ud med sol, mildt og en frisk vind og der er stadig lidt blomster at finde.
Her er hvad jeg fik indfanget på min tur rundt i haven.
 























 
Hvad mon der er at finde om en måned?