fredag den 7. september 2018

Jeg graver og planter...vejrguderne vander.

De sidste dage har jeg knoklet for at få flyttet rundt på så meget som muligt inden der kom regn.
Regnen var bestemt også tiltrængt for hold op hvor var det da tørt mange steder.
 
Et af de første steder jeg begyndte at grave var ved enden af grisedrivhuset, hvor der er lavet et nyt lille bed. Der er en helt bestemt plante som er skyld i at der skal være et bed netop der, men det må i se senere for den er lige ved at blomstre hvor den står og bliver først flyttet til foråret.
 
Et andet sted hvor jeg har været i gang er nede under det største træ i haven... en kæmpe Ahorn.
Her er de største Bregner, lidt Hosta og så stod der et par store græsser (Skovfrytle) som er blevet fjernet. De var ved helt at kvæle mine brogede Storkonval, som ellers lyser så godt op der nede.
Et par Bregner er flyttet til et nyt Bregnebed men det har jeg ikke fået taget billede af endnu.
 
Rudbeckia triloba 'Prarie Glow' er her hos mig lidt en kortlivet staude.
Nogen gange overlever den vinteren andre gange er den bare væk.
Jeg havde nogen frøplanter stående i børnehaven og med forårets hårde barfrost havde jeg regnet med de var døde, men det var de ikke. En enkelt blev plantet ud, men resten står der endnu i alt for små potter.
 
 
Da de begyndte at blomstre blev to af dem helt gule og de er så blevet plantet ud.

Håber de får fat og at de med lidt dækning kan komme gennem vinteren.
Jeg er jo i modsætning til mange andre vild med gule blomster.
 
Den hvide Frøstjerne er kun halv så høj som den plejer at være

men nu blomstrer den da.
 
For et par år siden købte jeg frø af en hvid Springbalsamin.
De blev så aldrig hvide men lysegule med det fineste mønster inden i.
Hvis nogen har hvide eller lyserøde, vil jeg meget gerne bytte frø.
 
Det kan godt være at vejrguderne er i gang (37mm indtil nu) men rengøringsguden får ikke rgtig noget lavet, så jeg må nok hellere selv igang igen ;o))
Vanding af alt det jeg har fået flyttet rundt på kan jeg vist godt springe over i dag.
 
God weekend her fra det midtjyske.
 
 
 
 


 
 
 


12 kommentarer:

  1. Flotte rudbeckiaer - jeg kan godt lide gul og orange. Skidt med om det er moderne ;-) (Det er nu ved at blive svært moderne, så måske vi to skal til at finde på noget nyt...)
    Min rengøringsklud er også meget stille. Jeg gør nu heller ikke noget for at vække den. Jeg laver flere haveplaner og lytter til tordenbragene.
    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbeth. Ja lad os håbe der er nogen som får øjnene op for de gule og orange, nu hvor de er ved at blive moderne. Torden slap jeg for her men der kom 50 mm i går og der er kommet 6 mm her i formiddag.

      Slet
  2. Det er nok ikke så let at få noget til at gro under en kæmpe ahorn. Men det ser ud til, at du har fundet de rigtige stauder, for det er et flot bed. Broget storkonval kender jeg ikke, men den ser flot ud. Og bladene er hele og fine. Mine grønne storkonvaller bliver altid ribbet for blade.
    Du må også have en god weekend!

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er faktisk forbavsende meget som kan gro under de store træer har jeg fundet ud af. Jorden er så også forbedret en del med først æselmøg og nu med grisemøg og masser af blade.

      Slet
  3. Æv med den rengørings-gud, troede lige du havde en fed, og godt virkende bøn i ærmet;-) Gul hitter altid her, og sammen med andre farver så spiller det i mig.
    God weekend Rita!

    SvarSlet
    Svar
    1. Desværre Anette har jeg aldrig fundet den magiske remse og nu må jeg jo gøre det hele selv. Niels var ret flink til at køre en tur med støvsugeren. Dejligt at det ikke er alle som er gul-forskrækket.... jeg vil nødig undvære de gule blomster.

      Slet
  4. Hej Rita
    Du har da godt nok haft travlt med at flytte rundt, det er godt at vejguderne sørger for at vande.
    Kunne man måske så danse en rengøringsklude dans, så rengøringsguden klarer det :o)
    HiHi, og masser af hilsner fra Linda

    SvarSlet
  5. Ja du kan tro der er blevet vandet, 60 mm har jeg fået her de sidste to dage.
    Rengøringsguden har jeg så desværre ikke set noget til, så jeg måtte selv i gang.

    SvarSlet
  6. Ja nu er det ved at være tid for en lille pause i regnvejret synes jeg, men skønt for jord og planter har vandet været.
    Jeg er en af dem som ikke har været så vild med gule blomster,men det har ændret sig i de senere år og et kan man sige de lyser op hvor de kommer. Din hvide frøstjerne er bare smuk ,mon ikke det er på grund af vandmangel at den ikke er blevet høj, det giver jeg i hver til fælle skylden her hos os. Hygge herfra

    SvarSlet
  7. Hvis I finder hende rengørings gudinden, så er hun meget velkommen her ;)
    Jeg er helt vild med den hvide frøstjerne. Sådan en har jeg lige plads til i min have tror jeg.
    Rigtig dejlig søndag til dig, kære Rita

    Knus, Lone

    SvarSlet
  8. This garden is beautiful! I love the wide array of flowers that are in your garden, they are all so unique from each other. Thanks for the share, have a fantastic rest of your day. Keep up the posts.

    World of Animals

    SvarSlet