fredag den 23. februar 2018

Motiverne står i kø... det gløder i solen.

På sådan en fantastisk dag hvor de små Erantis stråler om kap med solen, kan man næsten ikke lade være med at knipse løs, når man går der ude.

De har ikke hørt nogen vejrudsigt og tror at det er forår.
 
Det troede dansemyggene eller hvad de nu hedder også.
Kan i se dem lige midt i billedet... de sværmede rundt.
 


De stedsegrønne kommer rigtig til deres ret  når solen rammer dem.
 
De store træer er ekstra flotte med den blå himmel som baggrund
Her Korkelm

Troldepil

Birk med en broget Efeu

Troldhaslen står nu med masser af rakler

Magnolie og Sydbøg

Ahorn med masser af Efeu


Trollelærk med en nysgerrig solsort som også ville være med

Tibetansk Kirsebær

Fantastisk farve der midt i solen

Rynkeblad som vendte bagsiden af bladene mod solen.

Det store Birketræ midt i salgsafdelingen

Hvis alt går vel bliver det sidste billede i får af den for i morgen bliver den fældet.
Den er hul og hvor slemt det står til er ikke let at se, men vil hellere at min venindes mand fælder den end, at den vælter i en storm.
 
Græsserne er jo helt fantastiske når solen rammer dem

Så var der nogle få Dorothealiljer som var sprunget ud.

De kom med ind og stå i en lille vase på badeværelset.

Vintergækker i solen er altid smukt.

Hvorfor var det så jeg var kommet ud??
Jo jeg var ude for at give mit drivhus benvarmere på.
Det sparer noget på varmen der inde, når soklen og det nederste stykke bliver dækket med vintermåtter. Jeg tror for resten at der er nogle snegle som synes jeg er rigtig ond. Under den nederste af vintermåtterne nede i skuret var der nok 50 snegle som havde det lunt og godt... det har de så ikke mere.

I formiddag blev jeg færdig med loftet i det 3. og sidste rum oven på.
Med udsigten til i hvert fald 14 dages vinter er jeg nu gået i gang med et nyt projekt.
Efter at loftet i stuen er blevet hvidt kan jeg simpelthen ikke holde ud at se på det gule tapet, så nu bliver det malet hvidt. Det er vel 3 eller 4 år siden Niels havde et stykke tapet med hos en maler for at høre om det kunne males og det kunne det godt fik han at vide. Så blev han jo syg og så kom vi aldrig i gang... det er jeg så nu og jeg tror det bliver så godt.
 
Jeg er allerede sulten og 'færdig med det oven på' skal fejres med ribeye, fritter, salat og et glas rødvin... lyder det ikke som en god plan.
 
Rigtig god weekend til alle her fra det midtjyske.
 
 
 
 

fredag den 16. februar 2018

Efter storm og sne

Efter storm og sne i går hvor jeg næsten ikke var udenfor en dør, måtte jeg da ud og se hvordan det gik i haven. Den orange Troldnød stod lidt i læ men den er nu vist ligeglad med hvor meget det blæser og sner... den blomstrer bare for det er den nu engang skabt til at gøre her midt om vinteren.

Flere af Påskeklokkerne var vokset godt siden jeg sidst havde været rundt i haven.

Den her havde ellers været splattet helt sammen men nu har den rejst sig igen og der er lige en enkelt blomst.

Her en jeg glæder mig til at se i blomst.
Det er den dobbelte hvide julerose som jeg købte sidste år.
Der er da masser af knopper undervejs.

Her den gule Påskeklokke sammen med nogle erantis.
 
Her nogle Dorothealiljer som står og skutter sig i sneen.
Jeg flyttede en masse fordi de stod så tæt at bladene og frøplanter næsten var ved at kvæle de stauder der står i det bed.. hmm der er nu en del som jeg ikke har fået flyttet kan jeg da se, men så er der lidt at sælge af senere.

Mine vintergækker har ikke rigtig åbnet sig endnu, men det kommer vel.
 


Der blev ellers brugt en hel del af dem den anden dag.
I onsdags kunne Niels være blevet 70 år, hvis ikke den lortesygdom havde fået has på ham.
Noget af pynten på hans grav blev 7 små buketter med 10 vintergækker bundet på den ranke jeg lavede til jul.
 
Det endte med at se sådan ud.
Forrest en dekoration fra hans lillebror og svigerinde, til venstre noget fra en af mine veninder, til højre en buket roser fra mig med masser af grønt hjemme fra haven.

I midten en birkekrans med Erantis fra drengene.
Sikken et cirkus at få den lavet på gulvet inde i gangen.. det var så pokkers koldt ude i carporten.
Samson var ved at få et øre bundet ind i kransen samtidig med at Bamse rykkede i grenene og mente at dem kunne han bruge. Da jeg var næsten færdig med at sætte Erantis i fik Bamse sat sig oven på den og så var der da 3-4 Erantis som var knækket og måtte skiftes ud.

Her til morgen så der sådan ud der oppe, så nu må jeg se hvad der har klaret sig når det hele tør op.
 
Den dag holdt jeg fri fra malerarbejdet og var ude at ose lidt sammen med en veninde.
Det er også ved at være lidt kedeligt at male lofter, men nu er jeg da færdig med badeværelset, køkken , stuen og det første af de 3 rum oven på + næsten halvfærdig med det næste.
Nu må vi se hvor langt jeg når inden jeg kan komme i haven og gøre noget.
 
God weekend her fra det midtjyske.
Beklager der er gået så lang tid uden indlæg men nogle hvide lofter er lidt kedelige at vise.