mandag den 26. december 2016

Forårsdufte

Her mens stormen tager til og det vælter ned med kæmpe store snefnug og hagl, sidder jeg og drømmer om forår.
 
De Mirabellegrene jeg tog ind før jul har valgt at springe ud her 2. juledag og de har den fineste duft af forår.

Jeg ved ikke hvordan i har det men så snart julen er forbi forvandler Hyacinter sig for mig fra juleblomst til forårsblomst.
2. hold Hyacinter står og er lige sprunget helt ud og dufter helt fantastisk.

En af mine Juleroser sprang aldrig ud, men se nu lige hvad jeg fandt juleaftensdag da jeg var ude med drengene...en fin lille Tusindfryd som står og signalerer  om forår.
Tænk at man kan blive så glad for at finde en lille Tusindfryd.

To af mine Venussko har valgt at springe ud her til jul.
Den lyse har to knopper mere, så den kan stå og blomstre næsten til det bliver forår.
 
God 2. juledag...det der er tilbage af den.



onsdag den 21. december 2016

Juleferie

De sidste dage har jeg øvet mig i at holde juleferie. Det med at holde fri er jeg ikke ret god til men hvilken fryd selv at kunne bestemme, hvad jeg vil lave og hvornår. Jeg regner med der er nok i boden til de sidste dage før jul så i første omgang blev ferien brugt i haven. Slet ikke så tosset at min bøn om flere havedage blev hørt...der er blevet klippet visne stauder ned i en del bede allerede.
 
I dag har jeg så lavet det sidste julebinderi i år...tror jeg da nok.
I går da jeg var oppe og handle havde vores blomsterdame bundter med de store Roser.
Det blev en buket til Niels.

7 til ham og 3 til mig. Dekorationen er fra menighedsrådet. De har åbenbart en tradition med at alle der har mistet en ægtefælle i løbet af året får en dekoration til jul. Jeg har sikkert lignet et spørgsmålstegn da der pludselig stod en udenfor døren med en dekoration.

Jeg er noget spændt på om jeg får udsprungne Mirabellegrene til jul.
Det var bare lige dem der var lettest at få fat på da jeg skulle bruge nogle grene til min lyskæde, og havde ikke regnet med at de ville begynde at røre på sig.

2 af de 3 Juleroser i dekorationen på sofabordet er sprunget ud, så nu er vi så klar til jul her i det lille hus. Jeg skal efter eget valg være alene i julen sammen med hundene. Alt det julehalløj siger mig ingen ting og når jeg er alene alle de andre dage kan jeg vel også være det i julen.
Hundene ville nu vist gerne have besøg af en dame...hold nu op et cirkus med 2 forelskede drenge. Der er 2 nabohunde i løbetid og vist også en oppe i Kirkebyen. De skal hele tiden lukkes ud i gården og så sidder de der og kigger og tuder som to vilde Ulve. Vores gåture foregår enten i skarp trav eller også skal de snuse og snuse og så lige tilbage og snuse en gang mere. Jo jo det skal nok blive en hyggelig jul med de to banditter.
 
RIGTIG GOD JUL TIL ALLE!

fredag den 16. december 2016

Bamse-sikret julelys

Med en nysgerrig ung hund i huset er det ikke så let med levende lys i nåhøjde.
Nu har jeg lavet en dekoration til sofabordet, hvor lyset er sat i bur.
Selvfølgelig kan han stadig lave ulykker eller komme galt af sted men jeg håber det går.
Indtil videre har han ikke interesseret sig for det.

Musene har jeg fået af en veninde engang og med temaet naturjul fik de også en plads på fadet, sammen med lidt grønt og kogler.

De 3 små runde vaser har hver fået en Julerose og lidt grønt.
Dem jeg tog ind sidste år sprang fint ud og stod i lang tid, så det håber jeg da også de gør i år...ellers kan jeg nå at købe et bundt hvide Roser.
 
God weekend!!

mandag den 12. december 2016

Genbrug af kræmmerhuse til fyrfadslys

Ideen her er tyvstjålet hos Aase med bloggen Fredes Blomster og Bolig, hvor hun en dag viste nogle små buttede juletræer i blød Enebær, som var bundet på metalkræmmerhuse.
 
Jeg måtte i gemmerne og fandt de her gamle kræmmerhuse til fyrfadslys.
 
Den første jeg lavede er af Vindheks og den tog ikke mange minutter at lave.
Startede for neden og arbejdede mig op ad.

Den kom til at se sådan ud.

Her er så nogle andre...fra venstre Ellekogler bundet på og den har så fået et pust hvid maling og lidt glimmer. Den i midten er små strimler Birkebark som er limet på. Den tog lidt tid for jeg skulle holde ved hvert stykke til limen var tør. Den til højre er små stykker af forskelligt mos og lav som er limet på.

Til venstre en jeg lavede sidste år af Tempeltræ blade som har fået hvid maling og lidt glimmer.
Den er lavet på en styropor kegle. I midten den med Vindheks som jeg startede med at vise og igen den med Ellekogler.

Nu står de så her på min fasters gamle kommode sammen med et par engle.

I baggrunden en krans af Mariebær som har fået hvid maling og med en lyskæde om.
Det var en jeg lavede sidste år.

Der er også et par betonjuletræer fra sidste år...synes nu godt de kan bruges sammen med de hjemmelavede træer.
 
Sjovt sådan at se noget på en blog og så lave lidt om på det...håber i hvert fald at det er i orden at jeg har stjålet din ide Aase.
 
God uge til jer alle !!
 
 
 


fredag den 9. december 2016

Send flere havedage..tak.

Jeg har været i haven i flere timer i dag og nøj hvor har jeg nydt det.
Jeg er jo helt klart mere til have end til jul, så det passede mig fint med en havedag, hvor jeg kunne glemme alt om jul og bare knokle der ud af...jeg kan sikkert ikke røre mig i morgen men pyt med det.
Det var nu ikke mange blomster jeg fandt men en enkelt påskeklokke var der da...sjovt at det er de samme planter som kommer så tidligt hvert år.

Kejserbusken står også med blomster.

Den grå/blå bladede Nyserod står med store knopper.

Den rigtige Julerose har også store knopper og igen i år kan jeg vist få hjemmeavlede Juleroser på julebordet.
 
I tirsdags var jeg på kirkegården i Sønder Felding sammen med min svigerinde, med en krans og en buket til vores svigerforældre. På vej hjem blev der handlet lidt og da fandt jeg en potte med 3 lyslilla Hyacinter som næsten var sprunget ud. De er nu blevet pyntet lidt og sat op til Niels.
 

Vi fik også fundet en masse grene med Lærkekogler, så onsdag blev der lavet et par store kranse med masser af Lærkekogler. Der bliver stadig solgt et par kranse hver dag, så der må ind imellem laves lidt nyt. Nu har jeg solgt 5 mere end sidste år, så jeg er rigtig godt tilfreds.
 
God weekend!!
 
 

søndag den 4. december 2016

Grøn jul på skihylden


 Sidste år var der rød jul på skihylden men i år blev det mest grønt.
Dåsen er nu ikke meget julet men den var grøn og jeg skulle bruge et eller andet til at gemme batteriet til lyskæden i.
 
De grønne vaser er arvegodt fra min faster.
De små perleklokker er nogen min mor har lavet.
 

En oval krans i blød Enebær og lidt kogler med glimmer.
Petroleumslampen  har Niels fået til mig ude på genbrugspladsen.


Et glas med lidt forskellige grønne kugler og et par glas til fyrfadslys...det blev julepynten i køkkenet.
 
Bag ved min adventskrans som jeg før har vist havde jeg sat en vase med nogle grene fra min Troldnød. Den står for tæt på muren så må alligevel beskæres lidt hvert år.
Nu er der så pludselig både jul og forår i samme opstilling...jeg havde nu ikke regnet med at de kunne springe ud allerede nu, men det kunne de godt.
 
Min mad er færdig, så jeg smutter igen
God aften til jer alle.


 

torsdag den 1. december 2016

Et skævt hjerte

 

Et par af mine kunder har stået og kigget på bagsiden af mine skæve hjerter og spurgt, hvordan jeg fik faconen på dem.
 
Så siger jeg til dem...tag et stykke hegnstråd og lav en måge.

Bind vingespidserne sammen på den og så har man et hjerte og så er det bare at forme hjertet som man vil have det. Vil man have det meget skævt og med uens størrelse på buerne, kan man klippe lidt af den ene vingespids før man binder dem sammen.

En lidt humoristisk måde at forklare det på.
Skal det blive til et kraftigt hjerte til kirkegården binder jeg jo så halm på.
Denne her til at hænge i køkkenet er der bare kommet floratape rundt om tråden.

Så starter jeg fra spidsen med at binde grønt på.

Når den første bue er bundet starter jeg nærmest forfra med en lille gren som gerne må bue lidt så der ligesom bliver en spids inde i hjertet også.
Jeg ved ikke om det overhovedet giver nogen mening...jeg er nok ikke så god til at forklare for jeg gør det jo bare og tænker ikke så meget over hvordan.
 

I går blev det også til et par Buksbom kranse for dem der var i boden var solgt.
Nu har jeg bare for sjov hængt dem op men om folk vil bruge dem som dørkranse eller på kirkegården må de jo helt selv om.
 
I dag bliver det vist ikke til nogen julerier. Hvis jeg skal være helt ærlig gider jeg jo slet ikke jul men glæder mig bare til det hele er overstået om en måned.
Jeg vil meget hellere i haven men en tur med hundene er vist udeliv nok for i dag...føj da for et snuskvejr.