Et par Kobjælder og en frygtelig weekend

 

Kobjælder er en anden plante som jeg går og leger lidt med noget frøformering af.

Lige som med Påskeklokkerne skal frøene sås så snart der er modne og man ved aldrig hvad der kommer ud af det.

 

Her er lidt af dem jeg har fået ud af frø fra en fliget dobbelt som jeg købte for nogle år siden.

 

Spring det næste over, hvis i ikke gider høre om gemalens sygdom, men nu er jeg jo begyndt at fortælle om det og derfor får i også en beretning fra en ret træls weekend. Fredag var han træt efter første gang kemo først på ugen men ved godt mod. Vi fik noget frokost fredag og så kørte han en tur på genbrugspladsen, havde handlet lidt og kom hjem med kage som vi fik. Så blev han pludselig dårlig..skulle på toilettet uden rigtig at kunne komme af med noget og begyndte at kaste op. På et tidspunkt hørte jeg et bump fra køkkenet og fandt ham liggende på køkkengulvet, ved bevidsthed men total uklar og groggy. Fik i en fart ringet til sygehuset som i første omgang sendte en hjemmesygeplejerske. Jeg fik hende ret hurtig overbevist om at han bare skulle indlægges og det skulle være her og nu. Senere på aftenen fik jeg melding om at de havde fået stabiliseret ham og nu skulle han til en skanning af maven. Lørdag morgen fik jeg den melding at tyktarmen var næsten lukket så han skulle til en mindre operation, hvor de ville sætte en stent ind i tarmen for at lave passage. Fint nok for det har jeg selv prøvet så det kunne jeg forholde mig til og det er ikke noget særligt..en let bedøvelse og man er helt klar i hovedet bagefter. Han havde da også bedt dem give mig den besked at han ville ringe til mig så snart det var overstået. Tiden gik og jeg hørte ingenting. Hans lillebror havde haft ringet, de ville hente mig og så kunne vi køre der over når jeg havde hørt fra ham. Til sidst blev jeg da utålmodig og ringede der over og fik så den melding at de lige havde fået ham ind på intensiv og at han lå i respirator, hvad der var sket under operationen kunne hun ikke engang fortælle på det tidspunkt. Det var noget af en melding at få så godt hans lillebror var kørt hjemmefra og på vej, så vi ret hurtigt kunne komme der over. Vi kom til at tale med en rigtig sød læge som forklarede at det havde været umuligt at få den stent på plads, så han havde været nødt til at fjerne det syge stykke tarm og lave en stomi. Hans tilstand var kritisk men stabil men de turde på det tidspunkt faktisk ikke love at han ville overleve. Søndag morgen var det nogenlunde uændret men hans krop reagerede fint på den medicin de gav ham. En anden bror ringede for at høre om vi skulle der over en tur så over middag ringede jeg for at høre hvordan det gik. De havde fjernet hans sovemedicin så han var vågen og kunne kommunikere ved at nikke eller ryste på hovedet og de var yderst tilfreds med hans tilstand. Vi kørte så der over for nu kunne han da i det mindste registrere at vi var der. Så fandt vi ham siddende i en stol med et glas saftevand i hånden, helt klar i hovedet og han kunne faktisk huske det meste af hvad der var sket her hjemme om fredagen. Pyh en lettelse endelig lidt fremgang.

Har selv fået en god nats søvn og nu vil jeg stå op og ringe over og høre om han har haft en rolig nat og så ellers møde dagens udfordringer..en dag af gangen og så må vi se hvad der sker.