lørdag den 2. april 2016

Nogle dobbelte Påskeklokker

 
Så fik jeg endelig tid til, at få taget billeder af nogen af de dobbelte Påskeklokker, som nu endelig har taget sig sammen til at begynde at springe ud. Jeg synes det er sjovt at sætte sådan en stribe billeder ind for så kan man se hvor forskellige de er både i farve og hvor dobbelte de nu er.
Til Jette..når der lige er sprunget lidt flere ud og jeg har fundet ud af hvilke jeg vil af med, skal jeg nok sætte en stribe ind som du kan vælge en af som din gevinst.
 
 




 







 
Opdatering på gemalens sygdom, som i bare kan springe over, hvis i ikke orker mere sygesnak.
Onsdag var vi ovre for at få taget blodprøver med henblik på en lægesamtale og evt. kemobehandling om torsdagen. Det blev noget af en kaotisk dag. Niels' storebror havde lovet at køre os og efter vi havde været i Herning skulle vi på apoteket og så skulle der handles lidt. Allerede på vej der over begyndte Niels at få rigtig ondt, så det blev kun apoteket. Her stod jeg så og ventede i en evighed for der var kun halvdelen af den medicin som jeg havde aftalt med Niels' læge. Så skulle de jo have ringet over til lægen men selv om jeg ventede og ventede fik jeg kun halvdelen med hjem. Endelig kom vi hjem og jeg fik Niels ind på sofaen og fik ham givet noget medicin. Alt var kaos for i farten da vi skulle af sted havde jeg glemt at låse en dør, så lille Bamse stod oppe på loftet og hylede af glæde da mor endelig kom hjem...det var jo første gang de havde været alene hjemme. Måtte jo skynde mig at få ham ned og da det værste kaos havde lagt sig og Niels havde fået ro skulle der ryddes op på loftet for Bamse havde raseret en vindueskarm, så det flød med blomster og stiklinger der havde stået i vand. Da jeg var i gang ringede en sygeplejerske fra kommunen...hun havde været ude hos os...jamen for pokker jeg havde jo sagt til lægen dagen før at han skulle lave en notits om at vi ikke var hjemme om formiddagen. Endelig slap jeg da af med hende og vi fik aftalt et besøg fredag. Da jeg så lige tog 5 minutter for mig selv i haven ringede en overlæge fra onkologisk. Hun havde kigget på Niels' blodprøver og de så ikke for godt ud...faktisk var de lige til en akut indlæggelse. Nå men han vil jo for alt i verden ikke indlægges og så kunne de ikke gøre mere for ham.....de kan også kun rette lidt op på de forskellige tal. Hun kunne se at den sidste kemobehandling ikke havde haft nogen virkning. Hun er simpelthen fantastisk og siger tingene lige ud af posen og det sætter jeg pris på også selv om det var en barsk melding. Hans kaliumindhold i blodet er faktisk så høj at han kan få hjertestop, hvornår det skal være og vi skulle forberede os på at det ville gå stærkt fra nu af. Det var jo noget af en melding at skulle overbringe til Niels men ham kan man ikke slå ud. Det er der jo ikke noget at gøre ved sagde han og fastholdt at han ikke ville indlægges, så nu har vi overladt alt til naturen og det har vi det rigtig godt med begge to. Vi er helt afklarede med at vi ikke har så meget tid tilbage. I går blev vi så tilknyttet Palliativt team i Herning som især skal styre medicinering så han ikke har ondt og ellers vil vi gerne være mest muligt i fred. Jeg kan døgnet rundt kontakte hjemmesygeplejersken i kommunen, hvis der er noget. Han har faktisk haft et par gode dage uden ret mange smerter. Torsdag havde han besøg af en kollega og i går af vores nærmeste nabo.
Der er ikke noget at mærke på Niels så livet går videre stille og roligt, men det kan jo være slut på et splitsekund må vi erkende, men det kan det jo for os alle. Jeg tror kun på en ting og det er at det for længst er bestemt hvornår vi hver især skal dø og det hjælper mig rigtig meget...jeg kan ikke gøre hverken fra eller til i den sag.
 
Tak fordi i læste med og ha' nu en rigtig god weekend.
Mig skal i ikke være bekymret for, jeg har det fint og håber på bare en smule havetid her i weekenden, når Niels ind imellem tager en lur.
 

18 kommentarer:

  1. Sikke smukke klokker du viser os Rita. Jeg ville ønske de kunne sendes med posten. For der er slet ingen tvivl. Den på nr. to billede er da så smuk og fantastisk. Ja det er de alle nu. Men lige den er da guddommelig:)

    Når det så er sagt, så syntes jeg godt nok i er gennem en hård tid og får nogle hårde men sande udmeldinger!
    I virker begge to stærke og beslutsomme og har med garanti lavet de aftaler som der skal laves.
    Så nu skal i bare nyde hinanden alt det i formår.

    Håber på en god weekend til jer
    Charlotte

    SvarSlet
  2. Tak Charlotte. De kan skam sagtens sendes men lige nu har jeg jo lukket både have og plantesalg...jeg kan ikke både få penge fra kommunen for at passe Niels og holde min lille forretning åben.
    Jo jeg tror vi er stærke begge to og ved hvordan vi gerne vil have det. Niels klager jo aldrig hverken over smerter eller hans skæbne så han er en meget nem patient.

    SvarSlet
  3. Stærke, stærke ord, Rita - stor respekt her fra! Godt I er blevet tilknyttet palliativt team, så de kan hjælpe ham med smerterne, for at den sidste tid kan blive tålelig og så god som muligt. Gode tanker til jer begge. Frede/Aase

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Aase. Ja det er dejligt at de nu styrer det med smertedækning, så den sidste tid kan blive så god som mulig.

      Slet
  4. Kæreste Rita.
    Dine påskeklokkeblomster hvor er de bare så flotte. Og 1000 tak at du ville dele de skønheder med os andre, men det må også være dejligt lige at få et lille frirum, hvor du bare for en kort øjeblik kan være da selv og få ny energi.
    Jeg håber at tiden du og Niels for sammen vil under de omstændigheder der er, vil være god og I sammen få nogle timer som forhåbentlig ikke vil være præget af alt for meget kaos.
    Du er en sej kvinde
    og Vi sender jer herfra de kæreste tanker til dig og din lille familie familie.
    Kh
    Kirsten

    P.s ja nr. 2 er virkelig en skønhed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Kirsten. Ja det betyder meget at kunne holde lidt fri og gå en tur i haven. Jeg kan jo ikke være omkring ham hele tiden og det tror jeg slet ikke at han har lyst til. Når jeg kigger ind af vinduet kan jeg jo se at lille Bamse er blevet samlet op og at de sidder og hygger sig.

      Slet
  5. Kære Rita
    Du/I er så seje, jeg har tænkt på dig mange gange de sidste dage. I har styrken til at stå det igennem, hvor er det godt klaret. Det er rigtigt med den tro du har, det er nok forudbestemt. Det er betryggende, at I nu er tilknyttet Palliativt team, han skal ikke have smerter, det vil kun gøre det værre for jer begge.
    Tanker fra mig
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbeth...ja det er dejligt at have nogen i baghånden man kan få fat på selv om vi ønsker at klare så meget som muligt selv.

      Slet
  6. Smukke smukke påskeklokker!
    Og i er begge helt utrolige til at takle alt det i går igennem<3 alt godt til jer, kærlige tanker og kram Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette. Det hele går jo meget nemmere når man ikke har ondt af sig selv og tør se realiteterne i øjnene. Niels er jo heldigvis ikke typen som jamrer og beklager sig hverken over smerter eller den skæbne der har ramt ham.

      Slet
  7. Kære Rita.Jeg venter bare til du har overskud med hensyn til min påskeklokke........men de tre øverste er bare så smukke.
    Tænker også på dig og synes du tager det hele så godt og stærkt.
    Godt at der er hjælp at få alle døgnets timer.
    Mange gode tanker til dig Knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Jette. Vi finder ud af noget for du skal da helt sikkert have din gevinst.

      Slet
  8. Kæreste Rita. Smukke påskeklokker, det med at handle finder vi vel ud af senere... Det er velovervejede ord du skriver om din kære gemals sygdom. Godt at du husker dig selv, midt i det hele. For det at du også når at samle lidt energi midt i det hele gør jo at du kan blive ved!
    Så ud i haven, når du kan med god samvittighed, så dit energibarometer kan blive fyldt med god energi. Så gør det jo heller ikke noget at opdage at Niels har sine gode stunder med Bamse. Du får herfra kærlige tanker, i sækkevis af energi, som du får brug for i disse stunder. De dybeste og kærligst hilsner herfra Merete

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Merete...ja energien kan hurtigt komme i bund, hvis der er en dårlig dag, men jeg håber at klare det hele vejen til slutfløjtet.

      Slet
  9. I klare det virkelig fantastisk i en tid der er så svær. Godt at I får så god hjælp.
    Sender jer de varmeste tanker
    Vibeke

    SvarSlet
  10. Kære Rita,jeg synes det er svært at nedfæde mine tanker, når jeg har læst dit indlæg. Både dig og Niels er gjort af et sejt stof. Det var en barsk besked at få, nu skal I være der for hinanden og tage vare på den sidste tid i har sammen. Tænker meget på jer.
    Kærlig hilsen Hanne.

    SvarSlet
  11. Hvor er dine påskeklokker fine og så mange dobbelte du har.
    Jeg kunne ikke lade være med at læse sygdomshistorien, stor respekt for jeres kamp.

    SvarSlet
  12. Kæreste dig.. Læser lige at I kæmper med dødlig sygdom. Jeg tror også at vi alle har et kryds hængende over hovedet, der siger hvornår vi skal herfra. Jeg har selv oplevet dette og tog et liv med de begrænsninger det så gav i følge en klog kvinde. Mange tanker og med stort ønske for jer at den sidste tid, ikke bliver så slem for jer
    Kh Marianne

    SvarSlet